Mariager IK´s U12 drenge vinder Ramsing Cup 2010
MIK fodbold deltog i år for første gang ved Ramsing Cup i Spjald. Stævnet var fra fredag til søndag og havde deltagelse af ikke færre end 220 hold fra hele landet.
MIK deltog i U12 drenge 7 mands rækken. 9 spillere med forældre drog fredag af sted til Spjald hvor de 3 næste dage stod på fodbold og camping.
Første kamp for MIK drengene var fredag eftermiddag mod Galten FS. Et tændt MIK hold satte sig hurtigt på kampen og satte Galten holdet under et voldsomt pres. MIK drengene kunne trække sig ud af kampen med en storsejr på 8-0.
Anden kamp var lørdag mod Fårvang. Igen var MIK drengene tændte og spillede modstanderen ud af banen med en knusende sejr på 9-0
Sidste kamp var puljefinale mod ASV (Als, Skelund, Veddum). ASV havde også vundet Deres første 2 kampe overbevisende. Vinderen af kampen ville tage 3 point med over i finalespillet senere på dagen, så der var meget på spil for begge mandskaber.
En flok koncentrerede og fokuserede MIK drenge gik på banen om lørdagen og kæmpede alt det de havde lært mod et godt spillende ASV hold. Kampen bølgede frem og tilbage og begge hold havde gode muligheder. Midt ind i første halvleg kom MIK foran på et mål af Emil Andersen. Flot sammenspil mellem Lukas, Thomas og Jeppe førte til 2-0 målet igen ved Emil Andersen. Efter målet til 2-0 pressede ASV holdet MIK drengene tilbage på banen, men et yderst godt spillende forsvar med Matthias og Simon stod i vejen for ASV spillerne. Ebbe i målet leverede flotte refleksredninger i afgørende situationer. Kasper og David kom ind og kom frem til flere chancer. På trods af spilovertag til ASV, slog MIK kontra og afgjorde kampen til 3-0. Endnu engang var Emil Andersen på pletten efter flot forarbejde fra resten af holdet og lavede sit tredje mål i kampen(vaskeægte hattrick). En meget meget medrivende kamp var forbi og MIK var klar til finalespillet med 3 point.
I finalespillet skulle holdet møde Kolt/Hasselager IF og Mejdal GIF. Begge disse hold havde 1 point med i finalespillet.
Første finalekamp fra mod Kolt/Hasselager IF. Igen et meget koncentreret MIK hold der hurtigt satte sig på kampen og kom foran 1-0 og 2-0. Som kampen skred frem kunne man begynde at se trætheden ovenpå 3 kampe på samme dag. Men MIK drengene kørte sikkert kampen hjem og vandt 2-0. Da ASV samtidig vandt Deres første finalerunde kamp med 1-0 over Mejlby var det nu sikkert at MIK ikke kunne hentes på 1 pladsen.
Søndag skulle sidste kamp spilles mod Mejdal GIK. MIK var sikre på førstepladsen og Mejdal GIK skulle vinde for at blive enten nummer 2 eller 3. Kampen bølgede i første halvleg frem og tilbage med mange chancer i begge ender. Men stolpen og overlæggeren stod i flere situationer i vejen for MIK spillerne.
I anden halvleg gik gassen lidt af MIK spillerne og Mejdal GIK får bragt sig foran 1-0. På trods af pres fra MIK drengene i resten af kampen bliver der ikke scoret mere i kampen. På trods af nederlaget i sidste kamp kunne en flok stolte MIK drenge løfte pokalen og få overrakt guldmedaljer under den efterfølgende præmieoverrækkelse på Spjald Stadion. En flok trætte spillere, trænere og forældre kunne kigge tilbage på en fantastisk weekend med masser af fodbold, godt vejr og fede oplevelser. 4 sejre og et enkelt nederlag og en imponerende målscorer på 22-1. Fantastisk flot drenge i fortjener det.
Følgende spillere deltog ved stævnet: Simon Nielsen, Matthias Jakobsen, Ebbe Gertz Christensen, Jeppe Nielsen, Thomas Nielsen, Lukas Troelsen, David Troelsen, Kasper Stegger, Emil Andersen.
|